Lange distancer mellem kunder, høj konkurrence og ikke mindst dækpriser betyder, at et dæk med lang levetid kan være guld værd for en varevognsejer. Lang levetid gør dog ikke nødvendigvis noget godt for dækkets evne til at bremse, når det gælder. Faktisk er der op til 11 meters forskel på bremselængden fra 80 til 0 km/t. på de 16 sommerdæk til varebiler, som en række europæiske bilorganisationer har testet. Af de 16 dæk, som alle er markeret med et ’C’ for ’commercial’ og i størrelsen 215/65, dumper intet mindre end 11.
Ruller 81.000 kilometer
Dækkene passer alle til populære varebiler som Ford Transit, Iveco Daily og Volkswagen Transporter, og de er blevet testet på såvel våd som tør vej.
Ifølge ADAC viser testen, at flere dæk er i stand til at køre over 60.000 kilometer, før det er nødvendigt at skifte dem – en enkelt model når endda helt op på 81.000 kilometer.
Til sammenligning klarer et almindeligt personvognsdæk typisk mellem 30.000 og 35.000 kilometer, skriver ADAC.
Til gengæld placerer de længstlevende varevognsdæk sig i bunden af skalaen, når det kommer til bremselængder. Når testvarebilen får de tre dæk med længst levetid monteret, skal den bruge op mod 55 meter på at bremse ned fra 80 til 0 km/t. på våd vej – mod 46 med testens bedste dæk.
Det er dog ikke bundrekord. Et enkelt dæk får bremselængden til at stige til 57 meter at varebilen stadig vil køre 36 km/t. på det tidspunkt, hvor den ellers ville være stoppet med det bedste dæk.
Fem dæk klarer sig
At en bil med normale personvognsdæk skal bruge knap 10 meter mindre end det bedste varevognsdæk på at bremse fra 80 til 0 km/t.
Af samme grund kalder organisationens biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen, testens resultat ’foruroligende ringe’.
– Særligt når man tænker på, hvor meget varevogne og håndværkerbiler fylder i trafikken. Vi kan derfor kun opfordre virksomheder til også at se på andre parametre end kun slidstyrken, når de køber dæk til virksomhedens biler, siger Søren W. Rasmussen i pressemeddelelsen og tilføjer:
– Som testen viser, er der faktisk producenter, der formår at lave dæk, som både har en god slidstyrke og gode egenskaber på våd vej.
Ifølge ADAC klarer fem varevognsdæk sig ’tilfredsstillende’. Det gælder dæk fra Apollo, Goodyear, Pirelli, Nokian og Continental, der alle formår at bremse varebilen ned på under 50 meter.
500 kilo sender bremselængden på himmelflugt
Værktøjskasser, støvsugere og muligvis et par hjemmebyggede reoler.
Lasten i et helt almindeligt håndværkervarerum kan hurtigt få varebilens samlede vægt til at ryge i vejret, og det har ikke kun betydning for brændstofforbrug og slid på dækkene. Også bremselængden bliver påvirket, og det endda i markant grad.
En ny undersøgelse, som den britiske afdeling af Volkswagen står bag, konkluderer, at 500 kilo i varerummet får bremselængden til at stige med op til 33 procent ved 30 miles i timen (svarende til 48 km/t.).
Bilen skal med andre ord bruge to meter mere på at stoppe, end hvis varerummet var tomt. Det skriver Volkswagen i en pressemeddelelse.
Konklusionen er baseret på Volkswagens egne tests med de tre varebilsmodeller VW Caddy, Transporter og Crafter. De er blevet bremset ned med og uden vægt fra 30 og 60 miles i timen, men VW afslører ikke, hvordan de hver især klarer sig. Det fremgår heller ikke, hvor mange meter de faktisk bruger på at stoppe.
Til gengæld viser det sig, at forskellen på at stoppe med og uden ballast bliver mindre, når hastigheden sættes op. Ved 60 miles i timen (cirka 97 km/t.) bliver den gennemsnitlige bremselængde for de testede biler 'kun' 19 procent længere, når der ligger 500 kilo i varerummet.
Det betyder dog stadig, at varebilen skal bruge yderligere fem meter på at bremse helt op, når den er lastet.
Lang reaktionslængde
Har man nogensinde prøvet at køre med en godt læsset varebil, kommer det muligvis ikke som nogen stor overraskelse, at bremselængden bliver påvirket i negativ retning. Det kan tydeligt mærkes.
Skal man tro en rundspørge blandt 500 britiske chauffører, som Volkswagen også står bag, har mange dog alligevel svært ved at vurdere, præcis hvor stor effekten er.
Over halvdelen af de adspurgte er angiveligt ude af stand til at svare på, hvor meget bremselængden bliver forøget for en varebil, når varerummet lastes med 500 kilo.
Med til regnestykket skal også altid lægges den reaktionstid, man bruger på at omsætte synet af en pludselig forhindring til et hårdt tryk på bremsepedalen. Ifølge Rådet for Sikker Trafik bruger man cirka 33 meter på at reagere, når man kører 80 km/t.